konstituerende bestyrelsesmøde.

 

Afdelingerne > Bestyrelsesoversigt

 

Den Arabiske Golf den 8. april

 

 

 

FREGATTEN PETER WILLEMOES

I

COOPERATIVE DEPLOYMENT 2017

 

 

Rejsebrev 3

 

11-13. marts: Vi transiterer gennem Rødehavet mod Bab el Mandeb strædet, ogundervejs fortsætter vores træning og forberedelser sammen med hangarskibsgruppen til vores kommende operationsområde i den Arabiske Golf. Det vil derfor være passende, at give en beskrivelse af en Carrier Strike Group (CSG).

 

USA har i mange år haft en udenrigspolitisk strategi om mulig tilstedeværelse overalt i verden og til alle tider kunne sætte handling bag ord. Hvis USA har en interesse i et specielt område, der er plaget af ustabilitet eller krig, skal landet kunne vise sin magt over for den anden part. En såkaldt ”Power Projection”. En CSG er med sin mobilitet og store slagstyrke et af de mest effektive redskaber til en sådan magtdemonstration. USA har for tiden 10 CSG’er, fordelt ud over kloden og de udgør rygraden i U.S. NAVY.

 

Opbygningen af en CSG centrerer sig omkring et hangarskib, som oftest bliver eskorteret af to missilkrydsere, tre destroyere og fregatter, et forsyningsskib og op til to ubåde. Skibene har en samlet besætning på ca. 7500 mand. Eskortens primære

 

opgave er at forsvare hangarskibsgruppen, mens den med sine fly foretager angreb. Til tider er det dog krydserne og destroyerne der angriber med deres krydsermissiler og så overgår de defensive opgaver til flyene. De to ubåde bliver brugt

 

 

 

til at undersøge de farvande CSG’en skal passere igennem for eventuelle trusler.

 

14. marts: Vi er næsten nået til den sydlige del af Røde Havet, og nærmer os detmeget smalle Bab el Mandeb stræde, som grænser op til Yemen, hvor der de sidste 10

år har været borgerkrig.

 

Bab el Mandeb strædet.

 

Kl. 03.00 går vi i klart skib. Alle møder på deres poster, bevæbnet med en god portion tålmodighed, i det transitten gennem strædet varer 12 timer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TMG-skytterne på post under passagen af

 

Bab el-Mandeb

 

 

 

16. marts: Dagen byder på crosspoll med den franske destroyer FS FORBIN.Formålet er arbejdsmæssigt, erfaringsudveksling og høflighedsvisit. De besøger os og vi sender besætningsmedlemmer over til et visit hos dem. FORBIN er et nyt skib og kunne godt minde lidt om PETER WILLEMOES i sin indretning. Det viser sig også at deres kabys lever op til de franske traditioner for god mad. Til frokost bliver der serveret salat med and, T-bonesteak med ostesovs og æblekage.

 

Sprogofficer Jonas tilbød besætningen undervisning i arabisk.

 

17. marts: En power-unit (en udaf 20 cylindere der er forbundet til motorens knastaksel) på en af hovedmotorerne har en utæt

 

 

 

pakning, som ikke kan skiftes. Derfor er drengene i maskinen nød til at afmontere enheden og sætte en ny i. Det er bogstaveligt talt tungt arbejde, for hver enhed vejer

 

ca. 800 kg. En slidsom dag med megen skruen af og på.

 

Lasse og Jesper i gang med at hejse en power-unit på plads.

 

For Camilla fra radioen er det til gengæld en ekstra god dag for hun bliver udnævnt til marinespecialist.

 

Om aftenen er der ”steelbeach picnic” på helo-dækket.

 

Kabyssen tryller atter engang og har anrettet en stor buffet med lækre salater, grillstegte koteletter, pølser og rørte burgerbøffer. Vejret er perfekt med strålende sol og blankt hav, hvor små flyvefisk slår smut. Man skulle tro vi på vej til Mandalay. Da

 

mørket sænker sig tænder himlen millioner af stjerner og morilden sætter havet omkring os i glød. En dejlig aften.

 

Casper i fuld sving ved grillen.

 

Steelbeach på helikopterdækk et

 

 

 

18. marts: Morgenen begynder med en PHOTEX(fotografering). BUSH, FORBIN, PETER WILLEMOES, og PHILLIPINE SEE ligger på linje i en tæt formation. Over os flyver en helikopter rundt og tager billeder. Da der bliver givet signal manøvrerer skibene sig ud i en diamantformation. Det ser simpelt ud, men kræver omhyggelig navigation at få skibene til at ligge så flot. BUSH har også nettet sig til dagens billede og sat alle deres fly i formation oppe på dækket.

 

Senere er der crospoll med PHILLIPINE SEE. Her er det

 

træning for begge skibes bordinghold. Amerikanerne boarder os og vi boarder dem.

 

 

Hormuzstrædet forbinder den Omanske golf mod øst med den Persiske golf mod vest. Mod nord ligger Iran og mod syd Musandam (en omansk enklave) og UAE (United Arab Emirats). Strædet er på det smalleste sted 29 sømil og er den eneste vandpassage mellem den Persiske golf og åbent hav. 20 % af verdens olie-produktion passerer igennem strædet, og det har derfor stor strategisk betydning. Navnet Hormuz har rod i det persiske ord Hur-mogh der betyder dadelpalme

 

Fakta boks: Hormuzstrædet

 

 

Det amerikanske hold er i gang med at undersøge et af vores lastrum da de pludselig finder en ”bombe”. De følger deres procedurer om evakuering af teamet og på få øjeblikke er de nede i deres gummibåd og på vej tilbage til PHILLIPINE SEE. Derefter er det vores tur til at gå an, og holdet får mulighed for at lave en komplet boarding af amerikaneren. En god og udbytterig øvelse for begge skibe.

 

CSG2 i formation. Fra venstre PETER

 

WILLEMOES, BUSH, PHILLIPINE SEE

 

OG FORBIN.

 

I maskinen fortsætter de med at slide i det. Endnu to powerunits har utætte pakninger og det kræver at de også bliver løftet op af motorblokken. Heldigvis skal de ikke skiftes helt ud. Endnu en dag med mange timers hårdt og varmt arbejde.

 

Vi har også folk ombord på BUSH i dag. Vores MP personel er taget over for at træne og erfaringsudveksle med de EOD folk vi tidligere har haft på besøg. Vores MP øser af deres store erfaring med sikring af beviser på gerningsstæder og får til gengæld lov til at prøve amerikanernes avancerede ”Rulle Marie”(bomberobot)

 

19. marts: Det er blevet søndag; vi kommer hviledagen i hu og kan så passendebruge dagen på at fejre elektroniktekniker Simon der fylder 30 år.

 

 

 

20. marts: Vi forberederos på at gå igennem Hormuz-strædet. Vi skal i klart skib igen, så der bliver briefet grundigt om passagen og klargjort ude på de enkelte poster.

 

21. marts: Vi går i klartskib kl. 04.30 og på trods

 

af tidspunktet er hele besætningen hurtigt på deres poster. Vejret er koldere her i Hormuz-strædet og vi får til med regn, så det er vådt at være TMG-skytte i dag. I modsætning til Bab el Mandeb har vi en klar forventning om, hvad vi vil møde i

 

 

 

strædet. Det er almindelig kendt at Iranerne altid lader deres små patruljebåde sejle ud for at følge krigsskibe fra andre nationer. Sådan forløber det også i dag. Kort tid efter vi har begyndt passagen, bliver der observeret 5-6 små både foran os. Vi holder skabt øje og det samme gør helikopterne som støtter os fra luften.

 

22-25 marts: Efter vi har passeret Hormuz og BUSH er begyndt at flyve missionerigen, har der lagt sig en dyne af hverdag over skibet. Der foretages RAS endnu engang med havets mastodont på den anden side; der er daglig træning ude i de enkelte sektioner og vagten tørner på klokkeslæt i kontrolrummet, på broen, i radioen og i operationsrummet.

 

Vi er halvvejs i togtet; har været mange dage af sted og mangler lige så mange inden vi er hjemme igen. Den tanke kan godt få en til at savne familien og Danmark. Det bliver ikke bedre af, at vi har efterladt det gode vejr ude i det Arabiske Hav. Her i den Persiske Golf er det koldt, gråt og disset. Inde på land finder vi nogle af de tørreste egne på jorden, men på helo-dækket siler regnen ned.

 

I officersmessen bliver der fulgt med i en spændende tv-serie, i sergentmessen er der film kl. 20.00 og i menigmessen er der pokerturnering, computerspil eller film. På PETER WILLEMOES har vi implementeret dansk hygge og taget den med os på vores deployering.

 

Om lørdagen har vi to fødselarer Jes fra maskinen der bliver 28 år og så DOC Sofie som bliver 30 år. Av for den; DOC’en har også glemt at få ring på fingeren. Så nok engang bliver der serveret et solidt drys peber.

 

 

 

26-27. marts: Besøg på BUSH.

 

Så er den 500 meter ude” melder matrosen samtidig indfinder sommerfuglene sig i maven. Kort tid efter begynder den store port i helo-hangaren at blafre, som var der et stort monster der prøvede at blæse den omkuld. Det er ikke et monster, men den Seehawk der skal bringe os over til BUSH. En ung mand fra helikopterbesætningen kommer ind med hjelm og redningsvest og giver en hurtig

 

sikkerhedsbriefing. Vi iklæder os og følger efter ham ud i helikopteren, hvor vi bliver spændt godt fast. Det er sjovt at flyve helikopter, men tak for høreværnet, for det larmer gevaldigt i kabinen. Den larm er dog intet i forhold til, det der venter os. Efter

 

 

 

10 min. flyvning lander vi på BUSH’ store flightdeck. Vi hopper ud og går hen over dækket, der vrimler med fly, helikoptere og personel klædt i forskelligfarvede trøjer. Mylderet på dækket synes kaotisk, men er alt andet end det. Der foregår intet som ikke er planlagt og tæt koordineret.

 

Vi bliver tjekket ind i ankomstkontoret, hvor vi bliver modtaget af Johannes den danske forbindelsesofficer og vores respektive rundvisere, som straks går i gang med

 

at vise os rundt i det enorme skib. Det første vi bemærker er, hvor små gangene er i forhold til dem der er på PETER WILLEMOES. Når man møder nogen der skal i modsat retning, må man stille sig op langs skottet for at de kan komme forbi. Det andet er, at alt er lavet metal. Borde, stole, skabe, senge og der er meget få farver. Ikke engang på lukafet slipper man for det matte grå look. Det tredje man finder ud af er, hvor let man bliver væk i skibet. Selv folk der har været ombord i flere år kan de til tider miste orienteringen. Det fjerde er larmen!

 

Vi klatrer op ad de stejle og smalle lejdere inde i det store tårn, som er placeret i styrbord side, en tredjedel fremme på skibet. Det er de eneste dæk, der er højere placeret end flightdeck’et. Her findes broen, hvor skibet manøvreres fra og kontroltårnet, hvorfra man kontrollerer de mange fly og helikoptere. På siden af tårnet ud mod flightdeck’et, er der placeret en svalegang, herfra man har det bedste udsyn til de mange starter og landinger. Skal man ud og kigge anlægger man det store høreværn. En F-18 har påbegyndt sin indflyvning og kommer hurtigt tættere på. Den synes at have alt for meget fart på da den sætter hjulene ned og ræser hen over dækket. Har flyets krog fanget en af de store stålwirer, som skal bremse den? Piloten ved det ikke før flyet stopper og for at være sikker på at have fart nok til at kunne lette igen, må han paradoksalt nok give motoren fuld kraft under landing. Selv med det store høreværn svirer det i ørene og man får et kraftigt tryk i maven.

 

Det er blevet tid til søndags brunch, som er den helt store ugentlige begivenhed ombord på hangarskibet. Officersmesse nummer 3 er fyldt med glade og leende mennesker. I baggrunden spilles der afdæmpet jazzmusik og buffeten bugner af frisk frugt, pølser, bacon og pandekager. Man kan også bestille en omelet eller få skåret et par skiver kalkun. Det bedste er dog vaffelbageren, som ikke er sparsom med at

 

 

 

komme tranebær og chokolade i den sprøde vaffel. Man mærker tydeligt, at brunchen er ugens frirum.

 

Da vi har sat den sidste blåbær-muffin til livs, fortsætter rundturen rundt i skibet. Vi har bevæget os nogle dæk ned og er kommet ned til hangardækket, som er skibets hoveddæk. Her står alle de fly der ikke er i brug eller skal serviceres. Det er et enormt område på størrelse med 3 fodboldbaner. I den ene ende er der hovedværksted for motorer, i den anden er det givet plads til et veludstyret fitnessområde. I styrbord side er der tre kæmpe udskæringer i skroget. Det er her flyene bliver hejst op og ned til

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

USS George H. W. BUSH

 

dækket med kæmpe elevatorer. Når elevatorerne ikke er i brug, tjener udskæringerne som kæmpe panoramavinduer, der giver en fantastisk udsigt ud over havet. For mange besætningsmedlemmer er det den eneste kontakt med dagslys. Det er også et godt sted at motionere og en stor gruppe sømænd er i fuld gang med en hård omgang cirkeltræning.

 

Et dæk længere nede finder vi de store messeområder for de menige. Det minder mest af alt om et kæmpe cafeteria fra et gymnasium. Tusindvis af unge mennesker i alderen fra 17 år og opefter spiser her tre gange dagligt.

 

Mørket sænker sig over BUSH men der er stadig fuld aktivitet på flightdeck’et. Der skal sendes fly afsted på patruljering, der skal landes fly og endelig skal der klargøres fly til morgendagens missioner. Det komplicerede arbejde bliver ikke lettere i mørket.

 

 

 

Specielt er landinger i mørket, noget af det mest stressfulde arbejde en jagerpilot kommer ud for.

 

Det er tid til at komme på køjen, men det er svært at falde i søvn for hver gang et fly starter eller lander giver det et øredøvende brag. Da flyoperationerne endelig holder op, kan man pludselig høre hvordan ventilationen og andre elektriske systemer producerer en høj konstant baggrundssummen. Godt man har fået udleveret et sæt ørepropper.

 

Næste dag er der mulighed for at se nogle nye områder af hangarskibet. Bl.a. et af de 36 ammunitions depoter, messer, de mørklagte operationsrum med de store oversigtskærme og atter opleve det organiserede mylder på flightdeck’et, da man går ud til den ventende helikopter. Et kvarter senere dukker PETER WILLEMOES op på havet under os. Det er nu godt at være hjemme igen.

 

Et par F-18 på hangardækket. I baggrunden en af de store åbninger.

 

28. marts: NK skal på besøg på BUSH og bliver hentet om formiddagen. Der erdanskermøde på det store skib, for udover NK og vores faste forbindelsesofficer Johannes er der fire danske journalister på besøg på hangarskibet. På WILLEMOES har de amerikanske helikopterpiloter fået lov til at bruge det meste af dagen på at træne VERTREP (vertical replenishment) og HIFR (helo in fligth refueling) på helo-dækket. Vertrep er den manøvre, hvor helikopterne bringer store net med forsyninger fra et skib til et andet.

 

HIFR er en anden svær manøvre, hvor helikopteren hænger i luften lige uden for helo-dækket og modtager brændstof.

 

 

 

 

 

En Seahawk foretager en HIFR manøvre. Læk mærke til brændstofslangen der er blevet hejst op.


 

Bahrain består af 36 øer i Den Persiske Bugt mellem Saudi-Arabien og Qatar. Den største ø er øen Bahrain som er 48 km lang og 18 km bred. 92 % af landet består af ørken.

I 2010 boede der ca. 1.047.814 personer i Bahrain, deraf 529.446 bahrainere og 517.368 udlændinge. Hovedstaden hedder Manama og har 154.700 indbyggere.

Bahrain var indtil 1971 et britisk protektorat. Oprindeligt skulle landet have været en del af de forenede arabiske Emirater med valgte at blive et selvstændigt monarki. Kongen hedder Hamad ibn Isa Al Khalifa.

Religion: Islam. 9% af befolkningen er kristne. Økonomien er en af de hurtigst voksne i den arabiske verden. 70 % af statens indtægter

 

Fakta boks Bahrain:

 

 

 

 

29. marts: NK kommer tilbage på WILLEMOES, og med sig har han Johannes og defire journalister. To fra forsvaret og to fra TV2. De skal lave reportager til deres respektiver medier. For besætningen går dagen med at forberede skibet til at gå i havn

 

i Manama, Bahrain. Det bliver godt med fast grund under fødderne igen.

 

30. marts: Vi får lods ombord oglangsomt dukker Manama op ret forude. Landskabet er fuldstændigt fladt, de eneste konturer kommer fra skylinen inde i Manama og fra de mange boretårne der møder os ved havneindløbet. Der er ingen tvivl om hvad hovedindtægtskilden er i denne del af verden. Vi går til kaj, rigger af og der bliver givet landlov. Det giver os alle tiders mulighed for at fejre automatikteknikker Henrik som også fylder 30 år. Bare kabyssen ikke løber tør for peber.

 

31. marts-3.april: Besætningen begiver sig på opdagelse i Manama. På denamerikanske base ligger en NEX (Naval Exchange), som er en stor butik, med alverdens varer til favorable priser. Basen er hovedkvarter for USA 5. flåde.

 

Der er ikke så forfærdeligt meget at opleve i Bahrain, andet end sand og fritgående kameler, så når den hurtige sightseeing er overstået vælger de fleste at finde en hotelpool, hvor der kan slappes af.

 

 

 

Manama set fra havet.


 

 

1. april: PETER WILLEMOES skal have ny Chef. Det er ikke en aprilsnar! Chefigennem 6 år Kristian Haumann er blevet udnævnt til kommandør. Han har fået nyt job, som han skal hjem og påbegynde. Ny midlertidig chef bliver derfor

 

kommandørkaptajn Bo Overgaard, som til daglig er chef på fregatten IVER HUITFELDT. At valget er faldet på Bo er ikke tilfældigt, for han har tidligere været NK i tre år på PETER WILLEMOES.

 

Afgående chef Kristian Haumann holder tale for besætningen. Stående i baggrunden ny chef Bo Overgaard.

 

I anledningen af kommandoskiftet er der blevet arrangeret en reception og inviteret gæster både fra BUSH og fra den amerikanske base. På helikopterdækket er der rejst et stort telt, hvor besætningen iført deres hvide uniformer tager opstilling. På en række stole

 

 

 

Admiral Whitesell holder tale for besætningen.

 

sidder de inviterede gæster med kontreadmiral Kenneth Whitesell, chefen for CSG2 i spidsen.

 

Kristian Haumann holder en varm og rørende tale til gæster og besætningen om sin tid ombord. Den bliver fuldt op af admiral Whitesell, som i en humoristisk tale roser PETER WILLEMOES og besætningen til skyerne. Det er ikke kun varmen der får kinderne til at bluse. Herefter taler Bo Overgaard og giver her udtryk for sin gensynsglæde med besætningen. Derefter skiftes der kommandotegn og inviteres indenfor i hangaren til en meget lækker buffet.

 

 

 

Vi har taget afsked med en dygtig og afholdt chef og vi slutter derfor dette rejsebrev af med en hyldestsang til chefen:

 

 

(mel: En sømand har sin enegang)

 

Vor chef han sejlede engang fra jydens port i nord.

 

Der vinden slår sin kolde sang, og fryser moder jord.

 

Hans skib var stolte Absalon adstadigt, flot og gråt.

 

Det haver dæk og chefsalon, men var dog lidt for småt.

 

Jeg ønsker mig et rigtigt skib med fart og overskud;

 

og radarmast til himlens kip min Gud hvor bli’r hun prud.

 

Jeg bygge vil mig en fregat så slank og væver fin.

 

En danskens helt, en havets skat, en fryd for chefen hin.

 

I Syrien var den ganske gal, med gas og ikke fra kål.

 

En Ark blev sendt, den var ej smal,


 

jeg hjalp den med mit stål. Så drog jeg ned til Engeland for der at fostre FOST.

 

Her lærte jeg om krigsoktan og britens bitre most.

 

Snart efter stod den store test med havets mastodont.

 

En nautisk fest en heltetekst fra sydens varmefront.

 

En RAS en Bi en DES en RON, hvor 2 og 2 gi’r smæk.

 

Her handles der og tales non, så fjenden bliver væk.

 

Nu er jeg træt af bølgen blå, og savner Jyllands land.

 

Et hedestrå en bunker grå, i stedet for mit vand.

 

Her skal jeg mimre i min stol, og tænke med et gys;

 

hvor skønt et liv fra pol til pol jeg tøjred’ fra mit klys.

 

 

 

 

 

 

 

Mere om PETER WILLEMOES oplevelser i 4. rejsebrev.

pillet golf, besteget bjerge, løbet motionsløb, dykket, set på klostre og smukke mosaikker og selvfølgelig shoppet og slappet af i solen. Alt det, man ikke kan gøre på søen.

 

Dykning på Zenobia vraget.

 

7. marts: Opholdet på Cypern erforbi, og besætningen mønstrer kl. 08.00 på helikopterdækket. Banje præsenterer besætningen for nyt udlånspersonel samt Mikkel Rønnau fra DR P1. Mikkel skal med for at lave en udseendelse til radio-programmet

 

”Bagland”. I de næste par dage vil han gå rundt på skibet og igennem interviews beskrive livet ombord. Kl. 10.00 afsejler

 

PETER WILLEMOES for igen af operere med BUSH. Som altid, og særligt fordi vi har nye folk ombord, tager vi en bjærgningsrulle. I tilfælde af evakuering skal alle ombord vide, hvor de får fat i redningsvest og overlevelsesdragt, og hvor de skal gå hen.

 

8. marts: Det er blevet tid for vores amerikanske stabselement at komme tilbage tilderes respektive enheder. Det har været en fornøjelse at have amerikanerne ombord. De er faldet godt til og har nydt opholdet på PETER WILLEMOES. For menig Alan har det været en af de bedste oplevelser i hans tid i U.S. NAVY. Ud over kabyssens gode mad og bagerens gode kager, vil han savne det tætte kammeratskab han har oplevet ombord på PETER WILLEMOES.

 

 

Ud på aftenen når vi frem til indsejlingen til Suezkanalen, sætter farten ned, og afventer lodsen. På broen er der flere mennesker og større aktivitet end normalt på

denne tid af døgnet. Det er ikke så mærkeligt for lysene inde fra Port Said blander sig med de mange skibslys fra store fragtskibe, der enten venter på at gå igennem Suez eller lige har passeret. Der er meget, der skal holdes øje med ude i mørket. En stor sort silhuet bevæger sig foran PETER WILLEMOES, kun langsomt kommer den tættere på og afslører et 400 meter langt MÆRSK skib fuldt lastet med containere. Lige her og nu er hangarskibet ikke det største skib på havet.

 

Suezkanalen blev åbnet d. 17 november 1859. Den forbinder Middelhavet ved Port Said med Det Røde Hav ved Suez. Den er 300-365 meter bred og er med sine 162,2 km. verdens længste skibskanal. Der passerer årligt ca. 25.000 skibe svarende til 14 % af verdens skibstrafik. I 2014 udvidede man kanalen med et ekstra sejlløb, til en pris af 55 mia. kr. og forkortede dermed tiden for passagen fra 22 timer til 11 timer. Det er dyrt at benytte kanalen, og afgiften er en af Egyptens hovedindtægtskilder.

 

Fakta Box: Suezkanalen

 

9.marts: Vores operationer iMiddelhavet er fuldent og sammen med BUSH begynder vi at forlægge mod Suezkanalen. Det betyder samtidig at vi forlader U.S. NAVY 6. Flåde og overgår til deres 5. Flåde. U.S. NAVY har i dag fire aktive Flåder d. 4.-5.-6.-7. og så den 10.flåde, der alene beskæftiger sig med cyber og elektronic warfare, og ikke har skibetilknyttet. Hver Flåde er tildelt et geografisk område af verden. 5.

Flåde dækker således: Rødehavet, det Arabiske Hav, den Persiske Golf og dele af det Indiske Ocean. Flådens hovedkvarter ligger i Bahrain.

 

Om eftermiddagen holder vores sprogofficer Jonas kulturbriefing. Han fortæller om takt og tone i de arabiske lande. Hvad man gør, og hvad man ikke gør. Senere på aftenen holder han sammen med præsten et velbesøgt foredrag om Suezkanalens historie.

Den amerikanske stab vi har haft ombord fra venstre: Tim, Luke, Amaury, Alan og Mark.


 

 

10. marts: Vores indsejling i Suezkanalen sker tidligt om morgenen, og sammen medde øvrige skibe fra hangarskibsgruppen sejler fregatten ind i kanalen. Farten er ca. 8 knob, men så har vi til gengæld god tid til at nyde de enorme mængder af sand på begge sider af kanalen. Efter syv timer sejler vi ud i Great Bitter Lake, hvor vi får besked på at kaste anker indtil en nordgående

 

konvoj har passeret. Det er godt, at det er en stor sø, for der er fyldt godt op med coastere og store containerskibe, der alle ligger for anker. Der kan tælles mindst 30 på radaren. Da den nordgående konvoj har passeret, letter vi anker og forsætter sejladsen ned igennem den sidste del af kanalen. Kl. 19.00 dukker lysene fra Suez op, lodsen går fra borde og PETER WILLEMOES sejler ud i Suezbugten og videre ud i Rødehavet.

 

 

Øverst: Suezkanalen. Nederst: Great Bitter Lake

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om WILLEMOES’ hverdag i Cooperativ Deployment i rejsebrev 3.

Bestyrelsesoversigt 2017

 

for Marineforeningens afdeling for Odense

 

 

Med henvisning til vedtægternes § 36 meddeles herved bestyrelsens sammensætning efter generalforsamlingen d.  24 /2 -2015.

 

Funktion

Hoved-nr.

Navn

Tlf. & E-mailadresse

SVN / MHV

 

(jf. §30)

 

(Ja / Nej)

Nyvalg

 

(Ja / Nej)

Formand

72038

Jørn Klinck

22722529   klinck@galnet.dk

Ja

Nej

Kasserer                

71044

Mads Vangsgaard

42772536

madsvangsgaard2@gmail.com

Ja

Ja

Næstformand

81847

                Johnny Kottal

22103021  johnny@kottal.dk

Ja

Ja

Sekretær

 

 

 

 

 

Bestyrelsesmedlem

73137

John Tidselsholdt

29652672

Ja

Ja

Bestyrelsesmedlem

 

 

 

 

 

Bestyrelsesmedlem

 

 

 

 

 

Bestyrelsesmedlem

 

 

 

 

 

Bestyrelsesmedlem

 

 

 

 

 

Slopkistebestyrer

 

 

 

 

 

Skyttelavsformand

60806

Ole Bøwig

40363816  naver@galnet.dk

Ja

Nej

Lokalbladsredaktør

 

John Lundeman/Ole Bøwig

 

Ja

Nej

Banjermester

73138

Knud Irving Nielsen

 

 

 

Webmaster

72729

John Lundeman

21380264

Ja

Nej

 

 

Den udfyldte blanket indsendes således, at den er Landskontoret i hænde senest efter 1. konstituerende bestyrelsesmøde.

 

Afdelingerne > Bestyrelsesoversigt

Willemose støtter Amerikansk hangarskib i Middelhavet

Siden sidst har vi om bord i fregatten PETER WILLEMOES haft et par travle men utroligt spændende år. Vi har dels været i operation i Middelhavet ved Syriens kyst, og assisteret med fjernelsen og destruktionen af Syriens kemiske kampstoffer, og dels har vi trænet intensivt frem mod at være klar til at gennemgå et længere træningsforløb ved den britiske flådes kamp- og havarikursus (Flag Officer Sea Training/FOST) der ligger i Sydengland, nærmere bestemt i Plymouth, ved flådebasen DEVONPORT.

Vi afsluttede træningsforløbet lige før sommeren, med et rigtigt fint resultat, og var/er naturligvis lidt stolte herover – særligt idet det var første gang, en dansk enhed gennemført dette forløb J

Som fuldt kampklar enhed, er vi nu i gang med de afsluttende forberedelser til fra nytår at kunne indgå som en del af NATOs reaktionsstyrkeberedskab (NRF) – bl.a. skal vi i oktober/november deltage i en stor NATO øvelse i Middelhavet og Atlanterhavet. Dette er det allersidste element i vores træning, før vi er 100% klar til NRF fra nytår.

 

Mvh

Kristian

Vi har  igen fået kontakt til willemose vort adoptionsskib og vil på denne side bringe  nyt fra dem når vi høre noget

Fregatten PETER WILLEMOES i

 

COOPERATIVE DEPLOYMENT 2017

 

 

 

Rejsebrev 1:

 

Vejret er koldt og gråt torsdag den 26. januar på Flådestation Korsør. Kl. er 11.15 og i helikopterhangaren på fregatten PETER WILLEMOES har besætningen taget opstilling i den ene side. I den anden side står familier til besætningen tæt samlet. Rigtig mange er mødt frem i dag for at tage afsked med deres pårørende – 3½ måned væk fra familien er lang tid.

 

Skibschefen, kommandørkaptajn Kristian Haumann giver en god og grundig orientering til de pårørende om den mission, som PETER WILLEMOES skal ud på. Derefter orienterer næstkommanderende om praktiske forhold relateret til missionen, hvorefter det er blevet tid til rundvisning og samvær på skibet inden afsejling. Inde i skibets tre messer bliver der hurtigt fyldt op. Der bliver spist af de lækre sandwicher som er forberedt til lejligheden, og der indfinder sig en hyggelig, men også lidt vemodig stemning rundt om ved bordene og på lukaferne.

 

 

Kl. 13.30 mønstrer besætningen igen sammen med alle vores pårørende, for om lidt ankommer statsminister Lars Løkke Rasmussen, chefen for Marinestaben, kontreadmiral Frank Trojahn og eskadrechef, kommandør Carsten Fjord-Larsen for at ønske os god tur. Statsministeren holder tale fra det opstillede podie, og fortæller om vigtigheden af vores mission, men viser også forståelse for det afsavn, man lider, når man er adskilt fra sin familie i længere tid.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Statsminister Lars Lykke Rasmussen var mødt frem i Korsør for at ønske WILLEMOES og besætningen god tur.

 


 

 

 

Han kender til det, for hans søn har selv været på mission i Irak. Bagefter taler admiralen til besætningen i øjenhøjde og ønsker os god vind på vores færd.

 

Da de sidste kys og kram er blevet uddelt afgår PETER WILLEMOES, mens de pårørende vinker farvel på kajen. Foran venter der ni dages forlægning (sejlads) inden vi er fremme ved Kreta, som er første stop på missionen. På vej ud af havnen sejler vi forbi fregatten IVER HUITFELDT, hvor besætningen har taget opstilling med honnør (som betegnes at de ’fronter’ for os), vink og et stort banner med ’God tur’.

 

 

Formålet med vores mission:

 

Som en led i bekæmpelsen af ISIL i Irak og Syrien (Operation INHERENT RESOLVE) har USA deployeret Carrier Strike Group 2 (CSG2), med hangarskibet GEORGE H.W. BUSH, som med sine mange fly vil udgøre en væsentlig del af koalitionens samlede luftoperationer.

 

Her skal PETER WILLEMOES indgå i en støttende rolle. PETER WILLEMOES er nemlig udstyret med avancerede sensorer og våben, der kan imødegå trusler mod hangarskibsgruppen og nedkæmpe dem. Det skal her understreges at PETER WILLEMOES rolle i CSG2 udelukkende er støtte til beskyttelse af hangarskibsgruppen.

 

Ud over den støttende rolle i bekæmpelsen af ISIL, er der fra den danske regerings side også lagt vægt på, at Søværnet udvikler Danmarks evne til at indgå i komplekse multinationale sømilitære operationer og har et tæt maritimt samarbejde med vores kerneallierede. Overordnet set kan vores deltagelse også ses som en investering i forsvarssamarbejdet med USA.

 

27. jan: Hen under aften i den Engelske Kanal bliver vi forundt et af de sjældne synved mødet med to af den russiske flådes stoltheder. Hangarskibet Admiral Kuznetsov og den gigantiske atomdrevne missilkrydser Peter den Store er på vej hjem til deres flådebase i Murmansk. Desværre er det blevet mørkt, så de kan kun ses ved hjælp af PETER WILLEMOES infrarøde kamera. Men alligevel et imponerende syn, specielt Peter den Store med sin imponerende fremtoning.

 

28 jan: I den sydlige del af den Engelske Kanal inde til højre ligger Plymouth, derhuser Englands største flådebase Devonport. Både byen og flådestationen er velkendt af PETER WILLEMOES’ besætning, for det var her PETER WILLEMOES som

 

 

første skib og besætning fra Søværnet gennemførte og bestod verdens skrappeste kampskole for krigsskibe – også benævnt FOST.

 

Fakta boks: FOST

 

FOST (Flag Officer Sea Training) blev grundlagt i 1958 af den legendariske 1. Sea Lord, Lord Mount Batten, som et værdifuldt træningsredskab for Storbritanniens flådefartøjer. Under Falklands-krigen i 1981, høstede englænderen nogle dyre men værdifulde erfaringer om hvad moderne søkrig er. Det lagde grunden til nye doktriner, om hvad et skib skal kunne i kamp og hvordan det skal reagerer på de forskellige situationer, det kan komme ud for. Den viden er blevet implementeret i FOST-træningen og at det er den rigtige kamptræning for et moderne krigsskib, vidner den interesse andre lande har for den engelske ekspertise. Tyskland, Norge, Sydafrika, Holland og Australien sender alle skibe afsted for at deres enheder kan blive endnu bedre.

 

 

 

29. jan: Vi går ud i Biscayen, som er kendt for atkunne mønstre hårdt vejr. Vi er heldige med vejret, og får kun lidt ”gammel sø” ind fra styrbord, der indbyder til en ”morfar” og vugger én blidt i søvn. Det er også dagen, hvor teknikofficeren Morten får tildelt Søværnets Hæderstegn for 25 års god tjeneste.

 

Morten med sit nye hæderstegn.

 

Fakta boks: Hæderstegnet

 

Hæderstegnet blev indført i 1801 Holmens Hæderstegn, som Søværnets medalje også kaldes, er den ældste af de militære tjenestehæderstegn. Hæderstegnets historie går helt tilbage til den 29. januar 1801, hvor Christian 7. indstiftede det på Kongens fødselsdag efter indstilling fra Admiralitets- og Kommissariatskollegiet.

 

Baggrunden for indstiftelsen var udfordringer med at "fastholde gode arbejdere" ved værfterne, som det hed. Christian 7. skrev i forbindelse med indstiftelsen i et åbent brev, at man med indstiftelsen "...allernaadigst have

besluttet ved et Hæderstegn at belønne og opmuntre de Arbeidere ved Vore Verfver, som fortrinligst virke til Vor Flaades Vedligeholdelse."

 

Gennem historien er Søværnets Hæderstegn blevet overrakt hvert år den 29. januar på stifteren Christian 7.s fødselsdag. Oprindeligt var modtagerkredsen Holmens håndværkere, i dag er kredsen blevet udvidet så flere personalegrupper kommer i betragtning til hæderstegnet efter 25 års tjeneste. Det er modtagerens chef, der forestår overrækkelsen.

 

 

30. jan: Vi har rundet Portugal og er på vej mod Gibraltarstrædet. Biscayens gråregntunge dyne er med et blevet erstattet af mild vind og stikkende sol – nærmest forår i januar! Oppe fra broen kan man se Gibraltarstrædet indrammet af de høje klippeformationer på både den marokkanske og spanske side. Lige her har vi to kontinenter ret forude. Afrika til styrbord og Europa til bagbord. Lidt oppe af klippe-siden på den marokkanske kyst er der med store arabiske bogstaver skrevet en

 

 

velkomst hilsen: ’Gud, fædreland og konge’ Det kan man som dansker godt nikke genkendende til.

 

Fakta Box: Gibraltarstrædet.

 

Et 15 km bredt og 60 km langt farvand mellem Europa og Afrika, som forbinder Middelhavet og Atlanterhavet. Strædet udgør en tærskel, som hindrer Atlanterhavets kolde bundvand i at strømme ind i Middelhavet, men lader det varmere vand passere. Dybden er mellem 345m og 942 m dybt.

 

Samtidig med at vi går igennem Gibraltarstrædet bliver vi også en støttende enhed i NATO operationen kendt som Sea Guardian. En opgave der består i at monitorere skibstrafikken og hvis nødvendigt, hjælpe nødstedte migranter på havet.

 

31. jan: For maskingast Andreas begynder dagen meget tidligt og meget glædeligt.Andreas’ kone får veer før sin forventede termin, og kl. 00.54 føder hun parrets første barn, en sund og velskabt dreng. Glæden bliver delt med hele besætningen da fødslen bliver annonceret i næstkommanderendes morgenprajning.

 

1. feb: Der trænes og uddannes hver eneste dag på vej mod Kreta, og i dag er helleringen undtagelse. Tre gange ”mand over bord” og øvelser i styre og maskinsvigt. Så får officerskadetterne Daniel og Mikkel også prøvet disse discipliner. Den sidste i rækken tilfalder dæksofficer Claus, som er i gang med at blive udtjekket som vagtchef. Og længere nede i skibet er instruktør John i gang med undervisning i taktisk sanitet for enkeltmand for en del af besætningen. Af besætningen får Andreas som fødselsgave den allermindste størrelse af ’PETER WILLEMOES’ t-shirt, vi har om bord.

 

Kl. 16 lyder signalet for KLART SKIB (’for øvelse’) og alle i besætningen melder sig på deres faste poster. Teknikdivisionen skal afprøve og teste skibets CRBN beredskab (Chemical, biological, radiological, nuclear). Det betyder at skibet bliver lukket i lufttætte zoner, så uønskede luftarter ikke kan slippe ind i skibet. Den luft vi har brug for, bliver suget ind udefra og filtreret igennem store filtre. Øvelsen forløber perfekt, nu mangler der bare instruering af besætningen i deres personlige CBRN beskyttelse.

 

Senere på aftenen er der en ’eksamen’ oppe på broen, hvor vagthavende navigatør Johan udtjekker dæksgasten Tobias til at kunne fungere som rorgænger og udkig. Tobias demonstrerer sikkert sine færdigheder og viden, og bliver dermed udtjekket til selvstændig brovagt.

 

3. feb: Vi er efter ni dage nået frem til Kreta, hvor vi skal gennemføre ethavneophaold i Souda Bay. Taktisk officer Trine, som har vagten på broen skubber manøvrehåndtagene frem og PETER WILLEMOES accelerer op i fart, da vi skal

 

 

Vores amerikanske forbindelsesofficer Patrick. ”Pat” er til daglig taktisk officer på den

amerikanske destroyer USS TRUXTUN

 

have havnelods ombord inden vi sejler ind til Souda by, hvor vi skal ligge de næste par dage. Kl. 17.30 er vi færdig fortøjet, og der gives landlov til vagtfri personel.

 

4.-7. feb: De næste par dage bliver brugt på at nyde dejlige Kreta, som ligger badet isolskin, og byder på hyggelige restauranter med god lokal

 

mad og afslappet stemning. Der er nok af kulturelle tilbud, for Kreta har huset højt udviklede kulturer i de sidste 4500 år. Flere fra besætningen vælger bl.a. at besøge det berømte palads i Knossos.

 

Hangarskibet GEORGE H.W. BUSH er også kommet til Souda Bay. På PETER WILLEMOES får vi friske forsyninger og nyt personel ombord, deriblandt vores amerikanske forbindelsesofficer Patrick, som skal være ombord mens vi er en del af hangarskibsgruppen. Der kommer også besøg af amerikanske stabsofficerer fra CSG2, som holder møde med skibsledelsen inden PETER WILLEMOES afsejler Souda Bay og formelt indtræder i

 

CSG2.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er meget smukt på Kreta. Øen havde fået exceptionel meget sne i år.

 

 

 

 

 

 

De tre sergenter får under havneopholdet deres navn foreviget på en plade i sergentmessen, så bevis på, at de har været om bord i 1 år. Fra venstre: SG Jesper, OS Thomas og SG Kenneth.


 

Klargøring af kanonerne er hårdt arbejde.

 

8. feb: PETER WILLEMOES er igen på havet, og der er skydebriefing ioperationsrummet og en time senere går det første skud fra 76 mm kanonerne.

 

Formålet med øvelsen er bl.a. at holde træningsniveauet ved lige og sikre, at kanonerne fungerer som de skal. For at gøre skydningen mere realistisk, anvender PETER WILLEMOES en såkaldt ’Killer tomato’. Et oppusteligt (tomat-)orange mål med form som en stor firkantet klods, som efter skydning samles op med skibets gummibåd.

 

9. feb: Vi venter på den endelige beslutning fra Folketinget, så vi kan indtræde iCSG2. I mellemtiden kan vi glæde os over, at det er store inspektionsdag. Næstkommanderende og banjermester Martin har meldt, at de vil foretage en inspektion, en såkaldt ”executive walk” rundt om i skibet - også på lukaferne. Derfor er der fuld gang i rengøringen både ude og inde. Dørken bliver vasket, toiletterne skrubbet, og alt hvad der kan skinne bliver poleret. Når man først har været på FOST i Plymouth og mødt en X-man (rengøringsinspektør), så lærer man hurtigt at få rengjort i alle krogene. Resultatet er, at PETER WILLEMOES altid er et meget rent skib og klar til inspektion.

 

Midt på eftermiddagen meddeler chefen, at PETER WILLEMOES nu formelt indtræder i CSG2 og dermed også i Operation Inherent Resolve (OIR). For første gang nogensinde, skal et dansk krigsskib indgå i en amerikansk hangarskibsgruppe. Den 9. februar 2017 er nu en mærkedag for PETER WILLEMOES og med tiden måske for hele det danske søværn. Det mener vi her om bord i hvert fald datoen bør udnævnes som.

 

Næsten samtidigt annoncerer skibschefen også, at dæksofficeren Claus nu er udtjekket som vagtchef. Vagtchefen har ansvaret for skibets sikre navigation på broen, og dermed også ansvaret for skibets manøvrering.

 

C

 

Claus med sin nye fløjte. Symbolet på at han nu kan indgå som vagtchef ombord på PETER

 

WILLEMOES


 

 

 

.11. feb:PETER WILLEMOES ligger i farvandet nord for Kreta, og har rendezvousmed ”BUSH”. Vi lægger os i en udpeget station (’screen’), og påbegynder vores arbejde med at eskortere det enorme hangarskib.

 

12. feb: Det er søndag, men der arbejdes stadig, og det er blevet tid til vores førsteRAS (Replenishment at Sea) i CSG2, med forsyningsskibet USNS SUPPLY så den planlagte gudstjeneste må vente til om

 

eftermiddagen. En RAS er en kompliceret manøvre, hvor et skib sejler op langs med og meget tæt et forsyningsskib, tilpasser fart og afstand. Herefter skydes en line over på forsyningsskibet, en wire trækkes retur og på wiren føres olieslangen over til modtagende skib.

 

”BUSH” og USS PHILLIPPINE SEA foretager en simultan RAS med US SUPPLY

 

De første der skal gennemføre RAS er ”BUSH” og missilkrydseren USS PHILIPPINE SEA. ”BUSH” er atomdrevet ,og har ikke brug for dieselolie, så de får flybrændstof. Samtidig flyver der helikoptere som små flittige bier fra dækket af SUPPLY over til ”BUSH” med andre forsyninger, bl.a. ammunition til flyene. Da PHILIPPINE SEA og ”BUSH” har fået forsyninger går vi an. Vores navigationsofficer Mie lægger os elegant op på siden af den store tanker. At ligge så tæt på et andet skib kræver stor koncentration af dem der sejler, og der hersker en intens atmosfære på broen. RAS’en går hurtigt, og efter en halv time er PETER WILLEMOES færdig og fortsætter eskorteopgaven.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fregatten PETER WILLEMOES i

 

COOPERATIVE DEPLOYMENT 2017

 

 

 

Rejsebrev 1:

 

Vejret er koldt og gråt torsdag den 26. januar på Flådestation Korsør. Kl. er 11.15 og i helikopterhangaren på fregatten PETER WILLEMOES har besætningen taget opstilling i den ene side. I den anden side står familier til besætningen tæt samlet. Rigtig mange er mødt frem i dag for at tage afsked med deres pårørende – 3½ måned væk fra familien er lang tid.

 

Skibschefen, kommandørkaptajn Kristian Haumann giver en god og grundig orientering til de pårørende om den mission, som PETER WILLEMOES skal ud på. Derefter orienterer næstkommanderende om praktiske forhold relateret til missionen, hvorefter det er blevet tid til rundvisning og samvær på skibet inden afsejling. Inde i skibets tre messer bliver der hurtigt fyldt op. Der bliver spist af de lækre sandwicher som er forberedt til lejligheden, og der indfinder sig en hyggelig, men også lidt vemodig stemning rundt om ved bordene og på lukaferne.

 

 

Kl. 13.30 mønstrer besætningen igen sammen med alle vores pårørende, for om lidt ankommer statsminister Lars Løkke Rasmussen, chefen for Marinestaben, kontreadmiral Frank Trojahn og eskadrechef, kommandør Carsten Fjord-Larsen for at ønske os god tur. Statsministeren holder tale fra det opstillede podie, og fortæller om vigtigheden af vores mission, men viser også forståelse for det afsavn, man lider, når man er adskilt fra sin familie i længere tid.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Statsminister Lars Lykke Rasmussen var mødt frem i Korsør for at ønske WILLEMOES og besætningen god tur.

 


 

 

 

Han kender til det, for hans søn har selv været på mission i Irak. Bagefter taler admiralen til besætningen i øjenhøjde og ønsker os god vind på vores færd.

 

Da de sidste kys og kram er blevet uddelt afgår PETER WILLEMOES, mens de pårørende vinker farvel på kajen. Foran venter der ni dages forlægning (sejlads) inden vi er fremme ved Kreta, som er første stop på missionen. På vej ud af havnen sejler vi forbi fregatten IVER HUITFELDT, hvor besætningen har taget opstilling med honnør (som betegnes at de ’fronter’ for os), vink og et stort banner med ’God tur’.

 

 

Formålet med vores mission:

 

Som en led i bekæmpelsen af ISIL i Irak og Syrien (Operation INHERENT RESOLVE) har USA deployeret Carrier Strike Group 2 (CSG2), med hangarskibet GEORGE H.W. BUSH, som med sine mange fly vil udgøre en væsentlig del af koalitionens samlede luftoperationer.

 

Her skal PETER WILLEMOES indgå i en støttende rolle. PETER WILLEMOES er nemlig udstyret med avancerede sensorer og våben, der kan imødegå trusler mod hangarskibsgruppen og nedkæmpe dem. Det skal her understreges at PETER WILLEMOES rolle i CSG2 udelukkende er støtte til beskyttelse af hangarskibsgruppen.

 

Ud over den støttende rolle i bekæmpelsen af ISIL, er der fra den danske regerings side også lagt vægt på, at Søværnet udvikler Danmarks evne til at indgå i komplekse multinationale sømilitære operationer og har et tæt maritimt samarbejde med vores kerneallierede. Overordnet set kan vores deltagelse også ses som en investering i forsvarssamarbejdet med USA.

 

27. jan: Hen under aften i den Engelske Kanal bliver vi forundt et af de sjældne synved mødet med to af den russiske flådes stoltheder. Hangarskibet Admiral Kuznetsov og den gigantiske atomdrevne missilkrydser Peter den Store er på vej hjem til deres flådebase i Murmansk. Desværre er det blevet mørkt, så de kan kun ses ved hjælp af PETER WILLEMOES infrarøde kamera. Men alligevel et imponerende syn, specielt Peter den Store med sin imponerende fremtoning.

 

28 jan: I den sydlige del af den Engelske Kanal inde til højre ligger Plymouth, derhuser Englands største flådebase Devonport. Både byen og flådestationen er velkendt af PETER WILLEMOES’ besætning, for det var her PETER WILLEMOES som

 

 

første skib og besætning fra Søværnet gennemførte og bestod verdens skrappeste kampskole for krigsskibe – også benævnt FOST.

 

Fakta boks: FOST

 

FOST (Flag Officer Sea Training) blev grundlagt i 1958 af den legendariske 1. Sea Lord, Lord Mount Batten, som et værdifuldt træningsredskab for Storbritanniens flådefartøjer. Under Falklands-krigen i 1981, høstede englænderen nogle dyre men værdifulde erfaringer om hvad moderne søkrig er. Det lagde grunden til nye doktriner, om hvad et skib skal kunne i kamp og hvordan det skal reagerer på de forskellige situationer, det kan komme ud for. Den viden er blevet implementeret i FOST-træningen og at det er den rigtige kamptræning for et moderne krigsskib, vidner den interesse andre lande har for den engelske ekspertise. Tyskland, Norge, Sydafrika, Holland og Australien sender alle skibe afsted for at deres enheder kan blive endnu bedre.

 

 

 

29. jan: Vi går ud i Biscayen, som er kendt for atkunne mønstre hårdt vejr. Vi er heldige med vejret, og får kun lidt ”gammel sø” ind fra styrbord, der indbyder til en ”morfar” og vugger én blidt i søvn. Det er også dagen, hvor teknikofficeren Morten får tildelt Søværnets Hæderstegn for 25 års god tjeneste.

 

Morten med sit nye hæderstegn.

 

Fakta boks: Hæderstegnet

 

Hæderstegnet blev indført i 1801 Holmens Hæderstegn, som Søværnets medalje også kaldes, er den ældste af de militære tjenestehæderstegn. Hæderstegnets historie går helt tilbage til den 29. januar 1801, hvor Christian 7. indstiftede det på Kongens fødselsdag efter indstilling fra Admiralitets- og Kommissariatskollegiet.

 

Baggrunden for indstiftelsen var udfordringer med at "fastholde gode arbejdere" ved værfterne, som det hed. Christian 7. skrev i forbindelse med indstiftelsen i et åbent brev, at man med indstiftelsen "...allernaadigst have

besluttet ved et Hæderstegn at belønne og opmuntre de Arbeidere ved Vore Verfver, som fortrinligst virke til Vor Flaades Vedligeholdelse."

 

Gennem historien er Søværnets Hæderstegn blevet overrakt hvert år den 29. januar på stifteren Christian 7.s fødselsdag. Oprindeligt var modtagerkredsen Holmens håndværkere, i dag er kredsen blevet udvidet så flere personalegrupper kommer i betragtning til hæderstegnet efter 25 års tjeneste. Det er modtagerens chef, der forestår overrækkelsen.

 

 

30. jan: Vi har rundet Portugal og er på vej mod Gibraltarstrædet. Biscayens gråregntunge dyne er med et blevet erstattet af mild vind og stikkende sol – nærmest forår i januar! Oppe fra broen kan man se Gibraltarstrædet indrammet af de høje klippeformationer på både den marokkanske og spanske side. Lige her har vi to kontinenter ret forude. Afrika til styrbord og Europa til bagbord. Lidt oppe af klippe-siden på den marokkanske kyst er der med store arabiske bogstaver skrevet en

 

 

velkomst hilsen: ’Gud, fædreland og konge’ Det kan man som dansker godt nikke genkendende til.

 

Fakta Box: Gibraltarstrædet.

 

Et 15 km bredt og 60 km langt farvand mellem Europa og Afrika, som forbinder Middelhavet og Atlanterhavet. Strædet udgør en tærskel, som hindrer Atlanterhavets kolde bundvand i at strømme ind i Middelhavet, men lader det varmere vand passere. Dybden er mellem 345m og 942 m dybt.

 

Samtidig med at vi går igennem Gibraltarstrædet bliver vi også en støttende enhed i NATO operationen kendt som Sea Guardian. En opgave der består i at monitorere skibstrafikken og hvis nødvendigt, hjælpe nødstedte migranter på havet.

 

31. jan: For maskingast Andreas begynder dagen meget tidligt og meget glædeligt.Andreas’ kone får veer før sin forventede termin, og kl. 00.54 føder hun parrets første barn, en sund og velskabt dreng. Glæden bliver delt med hele besætningen da fødslen bliver annonceret i næstkommanderendes morgenprajning.

 

1. feb: Der trænes og uddannes hver eneste dag på vej mod Kreta, og i dag er helleringen undtagelse. Tre gange ”mand over bord” og øvelser i styre og maskinsvigt. Så får officerskadetterne Daniel og Mikkel også prøvet disse discipliner. Den sidste i rækken tilfalder dæksofficer Claus, som er i gang med at blive udtjekket som vagtchef. Og længere nede i skibet er instruktør John i gang med undervisning i taktisk sanitet for enkeltmand for en del af besætningen. Af besætningen får Andreas som fødselsgave den allermindste størrelse af ’PETER WILLEMOES’ t-shirt, vi har om bord.

 

Kl. 16 lyder signalet for KLART SKIB (’for øvelse’) og alle i besætningen melder sig på deres faste poster. Teknikdivisionen skal afprøve og teste skibets CRBN beredskab (Chemical, biological, radiological, nuclear). Det betyder at skibet bliver lukket i lufttætte zoner, så uønskede luftarter ikke kan slippe ind i skibet. Den luft vi har brug for, bliver suget ind udefra og filtreret igennem store filtre. Øvelsen forløber perfekt, nu mangler der bare instruering af besætningen i deres personlige CBRN beskyttelse.

 

Senere på aftenen er der en ’eksamen’ oppe på broen, hvor vagthavende navigatør Johan udtjekker dæksgasten Tobias til at kunne fungere som rorgænger og udkig. Tobias demonstrerer sikkert sine færdigheder og viden, og bliver dermed udtjekket til selvstændig brovagt.

 

3. feb: Vi er efter ni dage nået frem til Kreta, hvor vi skal gennemføre ethavneophaold i Souda Bay. Taktisk officer Trine, som har vagten på broen skubber manøvrehåndtagene frem og PETER WILLEMOES accelerer op i fart, da vi skal

 

 

Vores amerikanske forbindelsesofficer Patrick. ”Pat” er til daglig taktisk officer på den

amerikanske destroyer USS TRUXTUN

 

have havnelods ombord inden vi sejler ind til Souda by, hvor vi skal ligge de næste par dage. Kl. 17.30 er vi færdig fortøjet, og der gives landlov til vagtfri personel.

 

4.-7. feb: De næste par dage bliver brugt på at nyde dejlige Kreta, som ligger badet isolskin, og byder på hyggelige restauranter med god lokal

 

mad og afslappet stemning. Der er nok af kulturelle tilbud, for Kreta har huset højt udviklede kulturer i de sidste 4500 år. Flere fra besætningen vælger bl.a. at besøge det berømte palads i Knossos.

 

Hangarskibet GEORGE H.W. BUSH er også kommet til Souda Bay. På PETER WILLEMOES får vi friske forsyninger og nyt personel ombord, deriblandt vores amerikanske forbindelsesofficer Patrick, som skal være ombord mens vi er en del af hangarskibsgruppen. Der kommer også besøg af amerikanske stabsofficerer fra CSG2, som holder møde med skibsledelsen inden PETER WILLEMOES afsejler Souda Bay og formelt indtræder i

 

CSG2.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er meget smukt på Kreta. Øen havde fået exceptionel meget sne i år.

 

 

 

 

 

 

De tre sergenter får under havneopholdet deres navn foreviget på en plade i sergentmessen, så bevis på, at de har været om bord i 1 år. Fra venstre: SG Jesper, OS Thomas og SG Kenneth.


 

Klargøring af kanonerne er hårdt arbejde.

 

8. feb: PETER WILLEMOES er igen på havet, og der er skydebriefing ioperationsrummet og en time senere går det første skud fra 76 mm kanonerne.

 

Formålet med øvelsen er bl.a. at holde træningsniveauet ved lige og sikre, at kanonerne fungerer som de skal. For at gøre skydningen mere realistisk, anvender PETER WILLEMOES en såkaldt ’Killer tomato’. Et oppusteligt (tomat-)orange mål med form som en stor firkantet klods, som efter skydning samles op med skibets gummibåd.

 

9. feb: Vi venter på den endelige beslutning fra Folketinget, så vi kan indtræde iCSG2. I mellemtiden kan vi glæde os over, at det er store inspektionsdag. Næstkommanderende og banjermester Martin har meldt, at de vil foretage en inspektion, en såkaldt ”executive walk” rundt om i skibet - også på lukaferne. Derfor er der fuld gang i rengøringen både ude og inde. Dørken bliver vasket, toiletterne skrubbet, og alt hvad der kan skinne bliver poleret. Når man først har været på FOST i Plymouth og mødt en X-man (rengøringsinspektør), så lærer man hurtigt at få rengjort i alle krogene. Resultatet er, at PETER WILLEMOES altid er et meget rent skib og klar til inspektion.

 

Midt på eftermiddagen meddeler chefen, at PETER WILLEMOES nu formelt indtræder i CSG2 og dermed også i Operation Inherent Resolve (OIR). For første gang nogensinde, skal et dansk krigsskib indgå i en amerikansk hangarskibsgruppe. Den 9. februar 2017 er nu en mærkedag for PETER WILLEMOES og med tiden måske for hele det danske søværn. Det mener vi her om bord i hvert fald datoen bør udnævnes som.

 

Næsten samtidigt annoncerer skibschefen også, at dæksofficeren Claus nu er udtjekket som vagtchef. Vagtchefen har ansvaret for skibets sikre navigation på broen, og dermed også ansvaret for skibets manøvrering.

 

C

 

Claus med sin nye fløjte. Symbolet på at han nu kan indgå som vagtchef ombord på PETER

 

WILLEMOES


 

 

 

.11. feb:PETER WILLEMOES ligger i farvandet nord for Kreta, og har rendezvousmed ”BUSH”. Vi lægger os i en udpeget station (’screen’), og påbegynder vores arbejde med at eskortere det enorme hangarskib.

 

12. feb: Det er søndag, men der arbejdes stadig, og det er blevet tid til vores førsteRAS (Replenishment at Sea) i CSG2, med forsyningsskibet USNS SUPPLY så den planlagte gudstjeneste må vente til om

 

eftermiddagen. En RAS er en kompliceret manøvre, hvor et skib sejler op langs med og meget tæt et forsyningsskib, tilpasser fart og afstand. Herefter skydes en line over på forsyningsskibet, en wire trækkes retur og på wiren føres olieslangen over til modtagende skib.

 

”BUSH” og USS PHILLIPPINE SEA foretager en simultan RAS med US SUPPLY

 

De første der skal gennemføre RAS er ”BUSH” og missilkrydseren USS PHILIPPINE SEA. ”BUSH” er atomdrevet ,og har ikke brug for dieselolie, så de får flybrændstof. Samtidig flyver der helikoptere som små flittige bier fra dækket af SUPPLY over til ”BUSH” med andre forsyninger, bl.a. ammunition til flyene. Da PHILIPPINE SEA og ”BUSH” har fået forsyninger går vi an. Vores navigationsofficer Mie lægger os elegant op på siden af den store tanker. At ligge så tæt på et andet skib kræver stor koncentration af dem der sejler, og der hersker en intens atmosfære på broen. RAS’en går hurtigt, og efter en halv time er PETER WILLEMOES færdig og fortsætter eskorteopgaven.